|
|
Brev fra en World Trade Center redder og hans hund
Mandag, 24. september, 2001 – USA
Kommentar fra redaktøren: Gennem de sidste 2 uger har vi udfra et hundeøjes perspektive givet jer et indblik i de enorme kræfter der er ydet af redningshundefører og deres hunde. Fotografierne og fortællingerne har været oprørende, men få så ærlig og veltalende som det følgende brev vi har modtaget fra en hundefører, Poul Morgan og Cody.
Da han blev spurgt om at nævne 3 årsager til hvorfor han deltog, var svaret ”pligt, ære og fædreland”
Min kammerat, Hal Wilson og jeg gik ind i ruinen ved World Trade Center med vores redningshunde, Cody og Sue, kl. 11 om formiddagen onsdag den 12. september 2001. Det var ikke til at forstå det teamwork og den stilhed der var med hundredvis af brandmænd som kravlede gennem rodet.
Hal var i marinen i Vietnam mens jeg var i luftvåbnet. Jeg havde aldrig troet at en faldskærmsudspringer og en marinesoldat kunne komme så godt ud af det sammen. I vores kamuflage kamp uniform var vi de første militære personale der ankom, da lufthavnene, tunnelerne og mange andre veje til New York City var lukkede.
På vej gennem murebrokkerne gik vi forbi forladte restauranter med hvid ternede duge, fyldte barer, vin på bordene og færdige menuer som havde overlevet eksplosionen. Det virkelig omfang gik pludselig op for os da vi ankom til en gårdsplads og så stablen af murebrokker som lå i flere etages højde.
Vi arbejdede sammen med 4 betjente i hundepatruljen, som var de mest beskidte og snavsede mænd og hunde vi nogen sinde havde set. De var dækket af gråt støv og mudder. Alle betjentene havde det 1.000 meter blik som alle krigssoldater, der har været i krig for længe, har.
Betjentene og deres beskidte hunde blev hevet ud da Hal og jeg ankom med Cody og Sue til ”the pile” som lå i flere etages højde, med brandbiler, politibiler, snoede bjælker, glas, aluminium, træ, metal og beton som stak ud over alt. Metalstængerne jeg fumlede mig igennem mindede mig om punji pælene fra Vietnam.
Brandchefen ledte Hal og jeg og vores hunde over til en brandbil, som havde været en slangevogn. Den var grå og fuldstændig udbrændt…. Ingen sæder, instrumentbræt, styr….ingen ting. ”Kravl venligst derned og fortæl mig om I kan finde nogle derinde!” sagde brandmanden. Cody og jeg kravlede 10 fod ned og jeg kaldte ind i vognen ”Hvis der er nogle der kan høre mig, sig 1, hvis der er nogen, der kan høre mig sig 2, hvis der er nogen der kan høre mig sig 3”. Der var intet svar! Jeg gentog mig selv ”Hvis nogen kan høre mig, men ikke kan tale bank i væggen med foden 1 gang…2 gange…3 gange! Der var stadig intet svar. Cody, min golden retriever begyndte at grave og jeg fortalt brandmændene over mig ”Vi har en afdød person hernede!
De trak Cody og mig ud af ruinen og begyndte at klippe vognen åben med en elektrisk sav. Flere minutter senere hørte jeg brandmændene råbe ”Body bag!”
Da den orange plastik rulle blev sendt ned i ruinen ved den udbrændte brandbil, spurgte en anden brandmand mig ”hvor god er din hund?” Vi stod på en brandslange og Cody skravede igen i jorden. Jeg behøvede ikke at svare da Codys pote pludselig var dækket af blod. ”Body bag” blev hørt igen og endnu en rulle plastik blev sendt videre.
Ligdelene af den første brandmand blev forsigtigt løftet til overfladen i en kurv og otte af hans kollegaer bar ligdelene til ligvognen. Hurtig efter blev resterne af den anden brandmand, som Cody havde fundet, placeret i en anden body bag og vi blev bedt om at flytte os, så nogle andre kunne komme til at flytte dem.
En anden officer greb min arm og viste mig til en betonplade som havde været en væg dagen før. Under pladen var en anden brandbil. ”Kan du kommer derned og fortælle os om….” Han behøvede ikke at gøre spørgsmålet færdig. Der var lavet et hul i væggen af murbrokker under pladen. ”Hvad er der derned?” spurgte en.
Cody og jeg klatrede ned i hullet og jeg stak næsen ind i hullet, som lugtede af gas. Så rendte Cody forbi mig og begyndte at grave i murbrokkerne under betonpladen. Vi kunne lugte brændt kød igen og jeg signalerede til officeren bag mig. ”Body bag” lød det igen.
Jeg kunne ikke tro at Cody inden for 30 minutter havde fundet resterne af 3 personer. Det var mere end jeg havde forventet mig af hunden.
Da jeg forsøgte at kravle ud under pladen og samtidig rydde vejen for det næste hold som skulle komme og fjerne liget, befandt jeg mig lige pludselig i en hel del problemer. Jeg var klemt fast i hullet og kunne ikke bevæge mig. Det var som at befinde sig under en trappe i en mørk kælder og der var ingen måde at komme ud på.
Cody var dog stadig foran mig og i et spring for hans sikkerhed, gispende efter luft, sprang han over min venstre skulder og fik mig vendt omkring. Jeg kravlede mod lyset og blev løftet til overfladen af et hold brandmænd, som straks begyndte at rydde/ødelægge pladen som vi havde været spærret inde under.
På det tidspunkt var jeg udmattet, så Cody og jeg vendte tilbage til toppen af ruinen mens vi så en ligpose blive fjernet ca. hver 20 minut.
Kort tid efter kom der et vindpust og vi måtte forsøge at beskytte os fra splinter og andet som fløj fra bygningerne rundt omkring os. Jeg troede jeg havde set alt i mine 2 år i kamp i Vietnam. Men det havde jeg ikke.
Jeg kunne ikke finde min hjelm, som lå nederst i min rygsæk under 3 dages rationer som jeg havde med til Cody. ”Hjelme” blev der råbt, så jeg fumlede væk til relativ sikkerhed fra en væg…en som senere på dagen kollapsede...hvor 2 sygeplejersker gav os vand og en anden gav os en kop appelsin juice.
Så blev jeg bekymret og begyndte at kikke efter min partner, Hal og hans hund. Han var lige bag mig og det var Sue også. ”Hej Marine….”Lad os komme væk herfra” råbte jeg. ”Javel” svarede han og vi fulgte et hold brandmænd som bar lig fra ruinen, gennem bygningen med baren og restauranterne ud til ligvognen.
Vi var udmattede og det gjorde ondt. Cody nøs og hostede så vi gik mod Suffolk County SPCA´s varevogn (dyrlæger). Men før vi forlod pladsen, fandt Hal en metal bakke fra en affaldsbunke og vi gav hundene alt vores vand...mens vi gjorde det… kom et hold brandmænd bag os og hældt alt deres vand op i bakken til hundene. Ingen sagde noget.
Derefter blev hundene checket af frivillige dyrlæger og teknikere fra Suffolk County SPCA, hvor vi fik vasket og renset deres næser og øjne, vaskede deres poter og fik vaccinationer. Vi fik ordre til at slappe af 1 time på Stuyvesant High School. Vi fulgte ordren.
Klokken 4 om eftermiddagen begyndte vi turen hjem, gående mod Penn Station på 34th Street. Sue var tæt på hedeslag og Cody havde svært ved at trække vejret. Så fik vi øje på en franciskansk præst som velsignede hundene og Hal og mig. Vi fik det lidt bedre og fortsatte turen. Cody stoppede på 23rd Street og 6th Avenue, ude af stand til at gå videre.
Vi gav begge hundene vand og satte os på fortovet og slappede af op af en kontorbygning. Folk der passerede sagde ”Tak” og efter få minutter fortsatte vi.
Da vi ankom til Penn Station var der 20 minutter før vores tog skulle afgå mod Long Island, flere mennesker sagde ”Tak”, gav os mad, vand og et par øl. På turen hjem i toget lå Cody under mig med hans ryg mod air-konditionen.
Tak til New Yorkerne for at give os chancen for at hjælpe.
Poul Morgan og Cody
Hal Wilson og Sue
Oversat af Helle Heidi Jensen
 
Poul Morgan og Cody
 
 
Shhhhh!!!Han er vant til at arbejde. Han har bare arbejdet lidt for meget denne gang!
Michael Norkelund.
Tilbage til forsiden
|
