Politi- og Tjenestehunde i Andelslandsbyen i Nyvang
Skrevet af Helle Heidi Jensen
Søndag den 17. april 2011 kl. 8 gik turen til Nyvang med mine 2 collier, da vi var blevet inviteret til at komme og vise hvad vores redningshunde kan og hvordan de arbejder. Vi var i alt 5 personer med redningshunde som deltog.
Det var 3. år i træk, at man havde lavet sådan en hundedag i Nyvang, og i år deltog der hunde fra politihundeforeningen, slædehunde, servicehunde, Skat med narkohunde/pengehunde, blindehunde, rally, politi med patruljehunde, narkohunde og sprængstofhunde, Canis/klikkertræning, D.C.H.s eftersøgningstjeneste, hyrdehunde, agility og redningshunde.
Vanillas røde sko
Jeg havde medbragt Vanillas røde strømper og sko, så folk kunne se, at hundene også skal kunne arbejde selvom de har fået sko på. Jeg ved, at der f.eks. ved World Trade Center var en masse kemikalier i området, så derfor var redningshundene nødt til at arbejde med sko på.
Det var, som sædvanligt, et hit med skoene, og det lyder bare så sjovt når Vanilla valser af sted i sine røde sko!
Forhindringsbane
Klokken 10:40 havde vi fået 20 minutter til rådighed til at vise vores redningshunde arbejde. Vi havde bl.a. medbragt en forhindringsbane med vippe, tunnel, balancebom og stiger.
I modsætning til agility hvor det hele foregår på tid, så skal der være ro og kontrol over vores hunde. Så vi starter typisk med dem på plads før hvert moment, for det vigtigste for os er, at vi kan styre dem, og at de ikke kommer til skade.
Forhindringsbanen er vigtig i redningshundearbejdet, da hundene jo skal kunne færdes i ruiner, hvor der kan være ustabilt underlag, og hvor de skal forcere forskellige forhindring i deres søgen efter overlevende!
Vi skal også kunne bære hundene, hvis de f.eks. skal højere op i en ruin og ikke kan springe så højt eller hvis de kommer til skade. Derfor træner vi f.eks. med, at vi bærer hundene ned fra stigerne, så vi lærer dem simpelthen at gå til sidste trin og vente på os!
Skovrundering
Så blev det tid til at vise lidt skovrundering, og vi startede med en begynderhund, Dixi, som så figuranten løbe af sted og gemme sig bag et træ. Så blev hunden sluppet og den løb straks ud og fandt figuranten og gav hals.
Bagefter blev det tid til Panoy som er uddannet redningshund, og han fik selvfølgelig ikke lov til at se figuranten gemme sig inde i et tæt buskads. Men der skal jo mere til at snyde en rutineret hund, og figuranten blev straks fundet!
Eftersøgning i en åben hal
Så trak vi folk med hen til en åben hal, hvor vi hurtigt gemte Brian højt oppe på en stor maskine!
Første hund blev sendt ind, og det var tydeligvis ikke nemt, da der ikke var så meget vind, men han blev selvfølgelig fundet.
Så blev det Gingers tur, og jeg forklarede lige, at hun jo ikke var færdiguddannet redningshund endnu, så det kunne godt være, at hun fik lidt svært ved at finde figuranten, da han var så højt oppe.
Jeg nåede dog næsten ikke at fortælle det, før Ginger havde fundet figuranten og stod og gav hals. Til stor morskab for publikum! De er altså ikke til at regne med de hundeJ
Anden eftersøgning
Om eftermiddagen skulle vi fremvise redningshundene igen. Vi startede lige som tidligere, men gemte selvfølgelig figuranterne i hallen på nogle andre steder.
Den første figurant blev gemt inde bag en stor maskine i det fjerneste hjørne af hallen. Men da Ginger fløj af sted så løb hun ud for enden af bygningen og forsvandt rundt om hjørnet.
Der gik ikke lang tid før jeg kunne høre hende give hals i det fjerneste hjørne, på ydersiden af hallen. Hun havde nemlig fundet figuranten på den anden side af væggen. Det viser bare, at det er levende væsener vi har med at gøre, og det går altså ikke altid som vi har planlagt! Men opgaven blev jo løst, selvom vi havde håbet på en mere publikumsvenlig version!
Bagefter blev der gemt en figurant inde i en lukket hestevogn. Ginger blev sendt af sted, og der gik ikke lang tid, før hun havde færten og arbejde sig tættere på, mens hun gav hals. Hun skubbede døren op og fik sin bidepølse!
Vanilla fik selvfølgelig også en tur, og det var en meget glad Vanilla der fandt figuranten i hestevognen.
Det var tydeligt for folk at se, at vi har nogle glade hunde som synes, at det var herligt at få lov til at finde nogle mennesker! Det er nemlig ren leg for hundene.
Hundene fik også oplevet en masse for af og til kom der f.eks. et hold slædehunde forbi eller en stor hestevogn. Ja, der kom endda en gammel dampdrevet vejtrommel forbi….og hold da op en larm. Men hundene tog det hele med ophøjet ro, som om det var det mest naturlige i hele verdenen!
Alt i alt havde vi en rigtig hyggeligt dag og fik set lidt forskellige hundearbejde rundt omkring!
Derudover så kan man jo næsten ikke ønske sig mere end en lang dag, udenfor i godt vejr og med sine to collier hos sig.