Fri ved fod Workshop
Søndag den 11. oktober 2009 gik turen til Ugandavej i Tårnby, da Nette Stormlund havde inviteret til en Fri ved fod Workshop.
Hun havde lokket med ord som ”Motivation”, ”Førers benarbejde og attitude”. Derudover skrev hun også noget om, kropsholdning, energi, at udstråle overskud og det hele til musik?
Det lød spændende, så den var vi straks med på!
Vejret bød dog på efterårsvejr og lidt støvregn, vist nok en del af dagen….men efterhånden som dagen skred frem, så glemte vi alt om regn og kastede os ivrigt over opgaverne.
Vi startede med at gå fri ved fod, som blev videofilmet. Ginger synes, at det var en herlig beskæftigelse og hoppede og dansede ivrigt ved siden af mig…men jeg tror altså ikke, at det var det Nette mente, da hun skrev, at vi skulle gå fri ved fod til musikJ
Bagefter kom Nettes plader frem? Hun havde nemlig malet fodspor på træpladerne, så vi bare kunne træde på fodsporene, og så følge dem i de forskellige vendinger. Rigtig smart og en god måde at gøre vendingerne mere overskuelige på.
Der var 6 plader med forskellige vendinger fra lydighed og fra rally, så vi fordelte os hurtigt ud for de forskellige vendinger, og så var det bare i gang. Først op på pladerne og træde i fodsporene, og bagefter prøvede vi det på græsset ved siden af pladerne.
Vi blev instrueret i at alle vendinger….næsten, startede med venstre fod, for den er tættest på hunden og er den fod, som bør være styringsværktøjet for hunden. Dvs. at hunden skal følge benet, og hunden skal lære også at følge benet i vendingen, og skal reagere så snart benet begynder at dreje til venstre eller højre. Derudover skal vi også med vores kropsholdning hjælpe hunden i vendingerne.
Vi fik også at vide, at vi skulle tælle 4 takter og nr. 1 var venstre fod, som vi startede med. Da vi havde øvet os i et stykke tid….altså uden hund, så kom der musik til.
Så gik vi i gang med at træne vendinger på græsplænen til tonerne af Abba og stadig uden hunde.
På et tidspunkt gik der et par forbi på stien, og de kikkede undrende på os, mens Abbas ”Take a chance om me” tonede ud over Tårnby og 8 mennesker gik frem og tilbage og rundt i en firkant, mens vi koncentreret talte 1 – 2 – 3 – 4 2…….
Da vi efterhånden havde fået fornemmelsen for trinene og kunne tage vendingerne ude at tænke for meget over det, så blev det tid til at hente hundene igen.
Så gik vi fri ved fod med hundene til musik, og man kunne i flere tilfælde tydeligt se forbedringer og mere fokus fra hundene.
Så hvis I hører om en flok originaler som gik i firkanter eller frem og tilbage til tonerne af ABBA, så var det bare os der var til fri ved fod workshopJ
Tak for en super dejlig og lærerig dag, hvor folk også var gode til at dele ud af deres egne erfaringer og komme med små fif.
Skrevet af Helle Heidi Jensen