Ups, hvor går tiden dog hurtigt!!
Jeg har desværre haft rigtig mange jern i ilden, så tiden er fløjet afsted.
Men næste udfordring er at lære hunden at kravle.
Når vi skal deltage til IRO prøver, så skal hunden kravle 10 meter, ved siden af os. For mig er det egentlig ret ulogisk, at lære hundene at kravle, uden at kravle under noget?? Selvfølgelig skal de kunne kravle gennem rør og den slags, men at kravle på en græsmark...unden at skulle kravle under noget? Ja, jeg kan da godt forstå, at det er lidt ulogisk. Men bortset fra det, så er det en meget sjov øvelse.
Teknik:
Lokning?
Umiddelbart vil jeg starte med at lokke hunden lidt, for det er ikke lige en øvelse, hvor man f.eks. kan fange en adfærd. Men efter kort tids lokning, ville jeg prøve at få hunden til at tilbyde adfærden, for lokningen skal nedtrappes meget hurtigt.
Targetstik eller touch på hånd?
Man kunne naturligvis også bruge en targetstick, hvor hunden skal røre med næsen. Den skal så føres helt nede ved jorden, foran hunden som ligger ned. Man kan selvfølgelig også bruge ens hånd som targetstik, hvis hunden kan en touch på den. Først placeres hånden lige foran hunden som ligger ned. Så kan man stille og roligt øge afstanden, så hunden begynder at flytte sig. Klik for et lille bitte skridt. Se et eksempel nedenunder.
Krale under ben?
En anden mulighed er at sætte sig ned med et ben oppe på f.eks. en sofa eller stol. Lok så hunden under benet, så hunden kravler. Giv kun så meget plads, så hunden kan komme under, men den er nødt til at kravle.
Flere af ovenstående muligheder kan selvfølgelig kombineres, og jeg kunne sikkert godt finde på at bruge både, lokning, tilbyde adfærd og targetstik. Alt efter hvordan det går.
Kravleøvelsen:
- Hunden skal lægge sig ned.
- Lok med en godbid foran næsen på hunden.
- Klik og beløn for et lille skridt/kravl
- Trap lokningen væk hurtigt, brug evt. hånden/fingeren i jorden som håndtegn i starten.
- Så skal hunden kravle et skridt. Så to mv.
- Få hunden til at kravle længere og længere.
- Få evt. hunden til at tilbyde adfærden efter et par ganges træning. Dvs. tag 10 godbidder og prøv ved nr. 9-10 at se om hunden selv vil tilbyde adfærden.
- Sæt kommando på, når hunden er ved at have fat i øvelsen.
- Husk at være opmærksom på hvordan bagbenene bevæges. Nogle hunde hopper nærmest som en kanin. Prøve at fremme en naturlig bevægelse af bagbenene. Dvs. at de faktisk bevæger benene skiftevis.
Kravle under en stige
Jeg har faktisk også prøvet at lægge en stige på nogle mursten, så stigen var hævet lidt over jorden. Dvs. at hunden kunne kravle under stigen og få den naturlige og rigtige bevægelse, der hvor det er naturligt at kravle. Husk at der skal være bredt nok til, at hunden kan bevæge sig.
Så skal man bare forsøge at forlænge kravlet, så hunden kravler længere og længere efter stigen er slut. Man kan jo sagtens klikke og belønne hunden, mens den er under stigen. Eller man kan lægge en bold eller legetøj for enden. Men så vil det måske gå for stærkt for nogle hunde.
Flere af hundene fik et langt bedre bevægelsesmønster på den måde, og de synes faktisk, at det var ret sjovt. Faktisk faldt stigen på et tidspunkt ned over Vanilla og hun fløj ud og tilbage til starten, og vi kunne næsten ikke nå, at få stigen op igen, før hun kravlede igen. Så hun synes bare, at det var sjovt.
Vær generelt opmærksom på:
- Brug ikke en dæk-kommando, når hunden skal lægge sig. For hunden må ikke lære, at den må flytte sig fra en dækøvelse. Brug i stedet f.eks. ”læg dig”
- Lær hunden at krave ved siden af dig og ikke i mod dig. Dette er også for at mindske muligheden for, at hunden vil være kreativ og blande dæk og kravle øvelserne sammen.
- Hvis du har problemer med dækøvelsen, og det at blive på stedet, så vent for en sikkerhedsskyld med denne øvelse til dækøvelsen er på plads. Vanilla kan godt øvelsen, og har aldrig haft problemer med at skille det ad, men jeg har heller aldrig brug dæk-kommandoen til kravleøvelsen.
- Træn ikke denne øvelse, hvis hunden har dårlige hofter eller albuer.
Der kommer nogle billeder på siden, så snart jeg får nogen til at tage nogle billeder.
Eksempel på håndtouch, brugt til kravleøvelsen Vær dog opmærksom på at det måske kan være svært, at belønne det rigtige bevægelsesmønster.